Jeg lyder som Katrine Diez
Om facader, følelser og hvorfor autenticitet er vigtigere end nogensinde.
Vi lever i en tid, hvor næsten alt kan poleres, kurateres og sættes i scene. Fra Instagram-filtre og LinkedIn-opslag til små øjeblikke, der deles på Stories. Selv sorg, stress og tvivl kan pakkes ind og præsenteres i en form, der ser “rigtig” ud. En sorg på den helt rigtige måde.
Men hvad sker der, når vi begynder at tro på facaden? Når vi tager billedet af det perfekte liv for virkelighed – både andres og vores eget?
Jeg tror, vi mister noget væsentligt.
For længslen efter at være smuk, succesfuld eller “på toppen” handler i virkeligheden ikke om polerede billeder. Den handler om et dybere behov: at høre til. At blive set. At blive elsket. Og vi tror, at facaden kan sikre os den kærlighed. Problemet er bare, at det modsatte sker: vi kommer længere væk fra os selv – og dermed også længere væk fra andre.
Da jeg for nylig – lidt modvilligt og alligevel nysgerrigt – lyttede til Katrine Diez’ bog I egen barm, blev jeg ramt af, hvor genkendelig hendes længsel var. Ikke fordi jeg lever som influencer, men fordi jeg selv har haft driften mod det pæne, det kontrollerede, det perfekt kuraterede. Og jeg måtte erkende: Jeg lyder som Katrine Diez. For den længsel findes nok i de fleste af os – ønsket om at præsentere en version af os selv, der er let at elske.
Men risikoen er, at vi ender med at fremvise det, som også bliver kaldt det falske selv, fremfor det autentiske. Når vi konstant tilpasser os andres forventninger, mister vi kontakten til den stemme i os, der ved, hvem vi egentlig er. Den stemme, der længes efter noget ægte.
Jeg oplever, at det netop er i sårbarheden, vi virkelig forbinder os med hinanden. Ikke når vi ser fejlfri ud, men når vi tør slippe skjoldet og vise, hvem vi er – også når vi ikke har styr på det hele. Som forskeren Brené Brown siger: “Sårbarhed lyder som sandhed og føles som mod. Sandhed og mod er ikke altid behageligt, men det er aldrig svaghed.”
Det kræver emotionel intelligens at være i det felt – evnen til at rumme egne følelser og møde andres uden at dømme eller skjule. Men vi trænes sjældent i det. Tværtimod trænes vi i at optimere, præstere og præsentere. Det polerede kommer til at stå i vejen for det levende.
Og her er koblingen til virksomheder og ledelse: Når vi vælger at arbejde med influencers eller kommunikere med medarbejdere og kunder, bliver valget mellem facade og autenticitet afgørende. For hvis historien kun er poleret, mister vi forbindelsen til det, der virkelig betyder noget. Den polerede fortælling kan skabe opmærksomhed – men den ægte skaber relation. Og relationer er fundamentet for stærke virksomheder, stærke ledergrupper og stærke fællesskaber.
Så måske er det egentlige spørgsmål ikke, hvordan vi kan blive mere perfekte – men hvordan vi kan finde modet til at være mere ægte.
Hvis du er nysgerrig på refleksioner om autenticitet, nærvær og hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor alt kan måles og filtreres – eller hvis du har lyst til at arbejde med din eller din ledergruppes emotionelle intelligens – så er du velkommen til at signe op til mit månedlige nyhedsbrev eller række ud til mig direkte.
